Fotoalbum

Det vilde vesten 

 

Min indstilling har altid været. Hvorfor hjælpe dyr i andre lande. Hvorfor ikke få ryddet op i vores egne dyreværnsproblemer først.  

Man lære så længe man lever..... 

En dag tidlige i November 2016 så jeg et opslag på facebook. Det var et råb om hjælp fra UFFAC  De står og har en planlagt tur til Serbien for at hente 10 gadehunde der har fået nye familier her i DK. Men der var lige pludselig ingen der kunne køre for dem.  

Jeg tænker ikke mange sekunder før jeg skriver til Lotte at det vil mig og min mand da gerne.  

Nu tænker du nok, hvorfor nu det når du har den indstilling. Jamen de manglede jo hjælp. Derfor! 

Vi køre hjemme fra tirsdag nat kl 02.45 Vi skal hente bilen i Horsens kl 04.  

En laaaaaang køretur venter forude. Tysklang-Østrig-Ungarn også Serbien. Men en oplevelse, som jeg vil dele med jer.  

Turen gennem Danmark, Tyskland og det meste af Østrig gik nemt. Siger Frans, han påstår jeg sov hele vejen.. 

 Solen skinner og der er klar himmel. Det er jo fantastisk at køre tur i godt vejr. Mit kamera lå klar til at tage billeder af hva jeg nu synes var spændende og smukt.  

Vi når til Ungarn og køre fint igennem tolden. Landskabet ændre sig lige så stille. Jo længere vi kommer ind i Ungarn jo smukkere bliver det, men også mere beskidt. Vi kommer igennem et par små byer, og her kan man godt se at der bliver kæmpet lidt for at få hverdagen til at hænge sammen. Det roder og der løber et par hunde rundt og leder efter mad.  

               

 

Inden grænsen ud af Ungarn kommer vi forbi et lagerområde. Højt hegn og et gammel læskur, der står en gammel slidt lænestol i det ene hjørne hvor der sidder en rimelig stor mand.  

Da vi kommer kørende forbi kommer der 3-4 piger rundt om hjørnet, løbende og vinkende.  De var ikke en dag over 15 år. Men de var dullet op. Virkelig kort nederdel og pelsjakke. Der var ingen tvivl. Motorvejs ludere.  Det stak så enorm i mit moderhjerte.  

Mellem grænsen til Ungarn og Serbien er der en telt/plastikpose lejer.  

Jeg måtte ikke tage billeder af det...  

Så kommer det store øjeblik. Vi skal ind i Serbien.  

Vi kommer igennem paskontrollen og bliver vist ind på en holdeplads, hvor en tolder kommer og beder om at se vores pas igen. Dem stopper han i sin lomme da han har kigget dem igennem. Hmmm 

Han beder os om at åbne bilen så han kan se hvad der er i bilen.  

Han vil gerne vi tømmer bilen, men jeg lader ham forstå at hvis han vil det, skal han selv tømme den.  Han kalder på en tolder der bedre kan engelsk. Han spørger om hvor meget vi har med, hvor meget det er værd i rede penge. Vi fortæller at der sammenlagt måske er for 30-50 Euro. Han klapper "vores" tolder på skulderen med et skævt smil og går 

Vores tolder bliver ved med at mumle at der er et problem med vores papir. Hvilke papir ? vi har jo kun vores pas med? Men papirerne for fodret, der mangler kvitteringer!  Jaa, vi forklare igen igen at det hele er doneret af Danskere til Internatet. At de ekstra ting er gaver til familien. Igen bliver vi bedt om at tømme bilen, igen siger vi at de selv skal tømme bilen.  

Vores tolder går rund og rund om bilen og mumler. Jeg er sulten, da vi sprang morgenmaden over, så jeg finder køletasken frem og begynder at smører en ostemad. 3 toldere stiller sig op og kigger undrende på mig, vores tolder går en tur mere rund om bilen, smider så vores pas over til Frans, siger "Bye" og går,  vi siger Tak og skynder os at komme afsted.                                                                                Vejret er skøønt, solen skinner fra en skyfri himmel.  

       

Den første lange tur gennem Serbien er flad. Mere flad end den Danske hede..  

Små byer og faldefærdige huse skyder op alle steder. Der ligger affald i kæmpe bunker over det hele. Vejkanten er fuld af affald og flasker der er kastet ud fra bilerne. Skraldespande er overfyldte og der ligger affald på jorden omkring.  

                 

En enkelt gadehund springer op i en skraldespand, med håbet om at finde noget der kan ædes. Det går op for os at vi ingen katte har set, vi får senere af vide at katte og rotter er føde for hundene, så der er ikke mange af dem tilbage. Det er jo logisk nok. Tragisk, men logisk 

       

Lige med et nærmest står Frans på bremsen. Der køre en Traktor foran os på motorvejen, længere henne tuller en gammel hestevogn. De køre med en vogn fuld af træ. 

 I en lille by kommer vi forbi en gammel kone, hun kommer trækkende med en gammel cykel, med 2 poser på hvert styr. Der er små kviste i. Bag på er der en kurv med lidt større stykker træ, og på midten er der bundet et par hegnspæle på. Hun kan næsten ikke slæbe sig selv og cyklen afsted..  

 

Dette syn ser vi alle steder. Der samles brænde ind til vinteren. 

     

 

For at komme til internatet skal vi igennem bjergene. Det er ved at være mørkt og bjergvejen er ikke nem at følge. For at gøre det endnu mere svært, og vi er vi uden for lands lov og ret, så vores GPS strejker.  

Her er bare MØRKT. Her kan "det mørke Jylland" godt pakke sammen...  

Vejskilte er der ikke mange af. Vi har nu kørt 80 km uden at se så meget som et lille skilt.  Her er det lige før Frans finder kortet frem. Men kun lige før ;-) Man er jo Mand.....  

En vej går fra, og for enden af vejen, er der et skilt mod Negotin.  Hurrraaa 

De byer vi kommer igennem bære præg af et svært liv, et hård liv. Men ind i mellem de halv faldefærdige huse, skyder der noget der minder om små palæer op. Da vi spørger Rade om hvad det lige drejer sig om, kommer der et skævt smil og et alvorlig blik i hans øjne. Han fortæller at det er dem der arbejder og bor i Europa, blandt andet Danmark, bygger de her huse og kommer på ferie et par gange om året. Her smider de om sig med penge og opføre sig som baroner og er ikke særlige søde 

Husene ligger lidt tilbage og de har alle sammen hegn omkring. Det er for at holde gadehundene udenfor. Mange steder står der en lænkehund i haverne. Husene er i stærke farver og affald alle steder.  

    

Det hotel vi skulle ha været på bliver vores mødested med Rade, vi skal over på et andet hotel da det første er fyldt op med politi. De havde en aktion i byen så de havde booket hele hotellet.  

Men Rade finder et andet og forhandler prisen og vi kan nu slappe af inden den store dag, hvor vi skal hente de 10 hunde.  

Vi kørte forbi et lille supermarked, og Frans, nysgerrig købmand som han er, var bare nøøøød til at gå en tur og se sig lidt om. Jeg skulle bare slappe af. Så han gik og jeg gaflede computeren og fik skrevet hjem til vores 4 helt fantastiske børn.  

Frans´s oplevelse af et lille Serbisk supermarked.  

En flok meget venlige medarbejder der smilte og gjorde hvad de kunne for at gøre sig forståelige. En munter mand kom tilbage til hotellet, med 1 kg karameller, 3 pakker kager og en appelsinvand. Total 36 ddk.  Vi blev dog noget overrasket over at appelsinvand viste sig at være saftevand. Ha ha ha 

Vi står op kl 7 og gør os klar til at blive hentet..  Der er død stille alle steder, ikke et menneske at se nogen steder. Et par enkelte hunde er stået op og leder efter noget at æde i en bunke affald. 

        

Kl 7.30 kommer Rada og viser os vej op til internatet. Godt så, der havde vi aldrig selv fundet vej op.  

Her bliver vi hilst af et par hunde ude på P pladsen.  

       

Vi bliver mødt at Zvezdana, som står for den daglige drift af internatet. Vi fik et kæmpe kram også gik de ellers i gang med at tømme bilen for møbler, mad, kødben, guffer og foder.  

        

 

Jeg var i gang med at tage billeder, da Zvezdana peger på et kuld hvalpe der kommer sammen med en voksen hund. Det er deres far der henter hvalpene daglig så de kan få noget mad. Moaren til hvalpene er vild, men faren er en, som en af naboerne har smidt ud, de gad ham ikke mere. Nu kommer han og hvalpene hver dag og får mad hos Zvezdana 

         

Jeg sætter mig ned og forsøger at snakke med dem, men de er halv vilde og bange, men hanhunden synes jeg er okay og vil gerne snakke lidt.. Jeg får lov til at tage billeder af hundegårdene. Det er lun i vejret, men man kan godt mærke at det snart er vinterkulden der kommer i stedet. 

       

Der er mange hunde og som alle andre, er der 1 der gør ja så starter alle de andre også..  men lige med et. Lød der et højt pift og der blev øjeblikkelig ro. WOW det var eddermame sejt.  

Alle hundene er nysgerrige og kommer hen til hegnet og vil gerne snakke.  

                         

   

Vi får læsset de 10 hunde der skal med til Danmark. Det går nemt og smertefri. Igen er de ”vilde” hvalpe lige i nærheden.  

         

Vi bliver budt på en kop kaffe inden vi skal køre, og jeg benytter lejligheden til at bede Rade om at fortælle om liver i Serbien og om internatet og hvor længe de egentlig har hjulpet hunde.  

          

Han smiler og begynder at fortælle, ind i mellem bliver hans øjne tomme og han søger efter ordene på engelsk.    

Over 10 år har Rade og hans familie taget sig af de Hjemløse Serbiske hunde. På daværende tidspunkt har de 15 hunde inde i huset. De skal jo lære at være familiehunde.  

Her kommer ordet " gadehund" til sin fulde mening. 

Rade fortæller om livet i Negotin. Det er ikke nemt. De er heldige med at Rade har et arbejde hvor en del af hans løn er en bil. Mange andre er ikke så heldige.  

Der er megen korruption i landet, hvilke vi oplevede ved grænsen. Her ville tolden gerne have penge. Men ingen siger det direkte, det ligger mellem linjerne. 

Tænk sig, her kan man betale sig fra et mord på et menneske. Er der så noget at sige til at de ikke værdsætter livet på dyrene.. Tænk sig. Her lære voksne deres børn at det er okay at sparke og mishandle en hund. Det er det de har lært af deres forældre, og det er hvad deres børn lære deres børn. Det er en skrue uden ende.  

Hvis det nogensinde skal blive anderledes er det nød til at komme helt oppe fra de højeste rækker. Desværre ser det ikke ud til at ske i nærmeste fremtid.   

Et land hvor dens befolkning gerne vil med i EU men med en regering hvor reformvenlige politikker forsvinder og dem der sidder tilbage ikke vil lave noget om. 

Rade siger det er nemmest at forstå hvis vi tænker på                   ”Det vilde vesten. ” Sådan er livet i Serbien.  

Vi siger tak for denne gang og lover at komme igen.  

 

Det er egentlig først på turen hjem det går rigtig op for os hvad det er vi køre rundt i.  

                

På hver gadehjørne er der en hund, stierne mellem husene er der hunde der leder i affaldet efter føde, selv på vejene også de større veje ligger der hunde, nogen er næsten rådnet væk og der er kun pels tilbage, andre ligger bare og venter på at dø.  

I vejkanten, mange steder, står der mindeplatter over trafik dræbte. Det er den hyppigste brugte måde at få folk til at "forsvinde" på ifølge Rade´s fortælling. Skræmmende! 

            

 

 

 

   

 

Det går nemt ud af Serbien og videre mod Danmark. Da vi når Tyskland bliver vi holdt ind. Jeg står ud af bilen med papirende på hundene. Frans bliver faktisk bed om at blive i bilen..   

Der er nye kadetter med ved grænsen så alt bliver gået igennem. Men vi får en fantastisk snak om hundene og Serbien. Vi får rosende ord med på vejen og et klap på skulderen for vores indsats.  

Så er det ellers bare op gennem Tyskland og hjem til Horsens hvor der står en flok og venter på deres nye familiemedlem..   

Gør vi det igen ? Ja sgu 

Har jeg stadig samme holdning ? Til dels, ja. Jeg mener stadig at vi som Danskere skal tage os af de Danske kæledyr først.  

Men et sted som Serbien, som er uden for EU. De har virkelig brug for vores hjælp.  

  

  

Det er ski da smukt 

 

Det går ned af 

 

 

 

Beograd 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af de mange betalingsveje 

 

 

Nu her hvor vi har fået turen lidt i baggrunden, snakket rigtig meget om den og hvad vi har oplevet, de indtryk vi fik. Kan jeg kun sige. Vi glæder os til at skulle afsted igen. Havde vi mulighed for det kørte vi hver gang. Vi elsker begge at køre bil og se det man ikke ser som turist. Det skal jeg love for vi fik opfyldt. Men vi fik også en hel fantastisk natur at se. Klipper og bjerge, dale og marker så langt øjet kunne se.  

Jeg er vild imponeret over Rade og hans dejlige familie. De lever for de Serbiske gadehunde, selv under trusler fra naboer og andre der har ondt i røven over at de er som de er. Kærlige og empatiske mennesker, der gør alt i deres magt for at hjælpe, hvor systemet svigter på det groveste..  

 

                                                   

Jeg ville stadig ønske at vi kunne sørge for vores egne Danske kæledyr som de første. Jeg skal nok gøre mit til det. Men vil DU ?  

 

Skrevet af Tina Nielsen. Serbien 2016